Vejen fremad, 1945 til nu

I de første 20 år var det navnlig den samme kreds af medlemmer, der varetog lederposter, det praktiske arbejde og som skød resultaterne hjem til Lauget. Den ene dag var man til bestyrelsesmøde for blandt andet at arbejde for at få et egnet areal at træne på, få dage efter mødtes man for at foretage reparationer på materiellet, senere instruerede man nye skytter, og i weekenden skød man fornemme resultater. Navnligt vennerne, de nuværende æresmedlemmer Henry Andersen, Martin Andersen, Olaf Jensen, George Stefansen og Arne Østergaard varetog mere eller mindre alle roller på en gang i denne periode.

Senere i tresserne og årene frem blev foreningens roller skarpere adskildt. Formanden Mogens Prisz varetog de eksterne forpligtelser i union, forbund og over for kommunen og lokalpressen. Andre varetog det praktiske navnligt blandt andre Bent Normann i hans tid som Laugets rekvisitmester. Kombinationen Mogens, der fik ideerne til blandt andet et utal af nationale og internationale stævner, og Bent, der kunne få noget fra hånden, gjorde, at andre kunne koncentrere sig om at yde deres bedste til træning og til stævner. Andre igen varetog ungdoms- og begyndertræningen. Og det skortede da heller ikke på resultater i den periode.

Resultaterne gjorde Lyngby Bueskyttelaug til en af landets førende bueskytteklubber i tresserne og halvfjerdserne, og resultaterne gav genlyd i lokalpressen. Da Lyngby Stadion skulle udvides i 1976 blev Lauget tildelt vores nuværende indendørs træningsbane med plads til 12 baner; en af landets største. Alle nye tiltag i Dansk bueskydning, såsom oprettelse af juniorklasser i slutningen af tresserne og oprettelsen af minijuniorklasser i starten af halvfjerdserne samt indførelsen af jagt- og feltskydning, var mere eller mindre udsprunget fra Lyngby Bueskyttelaug, så vi gabte modsat de fleste andre foreninger over alle former for bueskydning i Lauget. Alle former for bueskydning har lige siden kunnet dyrkes i Lyngby Bueskyttelaug, og Lauget har stort set lige siden været landets største med et medlemtal på over 100 i stort set hele perioden.

I slutningen af halvfjersserne slog jagt- og feltskydningen for alvor igennem i Lauget. De første skridt var blevet taget af nuværende æresmedlem Ulrik Henriques, der sammen med Mogens Preisz var primus motor ved terrænskydninger på Dyrehavegaards og Hvidegårdens jorde. Senere i starten af halvfjerdserne gjorde Ulrik et stort stykke arbejde i Dansk Bueskytteforbunds nystartede jagt- og feltudvalg.

Fra at have været en forening med medlemmer hovedsageligt fra Lyngby og den nærmeste omegn blev Laugets medlemskreds nu sammensat af medlemmer fra hele hovedstadsområdet. Dette skyldes primært to forhold. For det første var jagt og Feltskydningen ikke lige vel anset i alle bueskytteforeninger, og for det andet var Foreningen af danske buejægere, der var blevet stiftet i starten af 1980´erne, hovedsageligt sammensat af bestyrelsesmedlemmer, der også var medlemmer af Lyngby Bueskyttelaug. Lauget arrangerede fra 1979 den årlige Muldvarpejagt indendørs og fra 1983 den årlige Dyrehaverunde udendørs.

Den olympiske afdeling levede en mere anonym tilværelse på dette tidspunkt. Flere af de bedste skytter valgte desværre at skifte til andre foreninger. Også stævneaktiviteterne blev holdt på et meget lavt blus. Således ophørte Lauget med at afholde årlige olympiske stævner inden- og udendørs i perioden 1976 - 1988 med enkelte undtagelser, i 1982 (sjællandsmesterskaberne indendørs) og 1983 (Lyngby-pilen udendørs.)

I perioden 1988 - 1991 blomstrede den olympiske afdeling igen op med afholdelse af flere velbesøgte indendørsstævner og flere af Laugets medlemmer gjorde sig gældende på landshold. I forbindelse med Dansk Bueskytteforbunds jubilæumsstævne på Lyngby stadion sommeren 1991 og den turbulente situation der opstår, da det bliver klart, at stævnet bliver en økonomisk katastrofe, og Dansk Bueskytteforbund ikke i første omgang vil vedkende sig deres ansvar, vælger de fleste olympiske skytter at forlade Lauget. Der opstår en ny forening i Jægersborg primært af tidligere Lyngbyskytter. Andre går til naboforeninger. En trofast skare bliver dog tilbage og fører afdelingen videre.

Om vejen fremad fra 1945 er i det følgende beskrevet nærmere om træningsbaner, stævner, eliteskytter, ungdomsafdeling, venskabsklubber, fuglekongeskydninger og medlemsbladet Ildpilen.

 

Aktuelt

Aktuelt

Arkiv >