I de første 20 år var det navnlig den samme kreds af medlemmer, der varetog ledelsesposter, det praktiske arbejde og som skød resultaterne hjem til Lauget. Den ene dag var man til bestyrelsesmøde for blandt andet at arbejde for at få et egnet areal at træne på, få dage efter mødtes man for at foretage reparationer på materiellet, senere instruerede man nye skytter, og i weekenden skød man fornemme resultater. Navnlig vennerne, de nuværende æresmedlemmer Henry Andersen, Martin Andersen, Olaf Jensen, George Stefansen og Arne Østergaard varetog mere eller mindre alle roller på en gang i denne periode.
Senere i tresserne og årene frem blev foreningens roller skarpere adskilt. Formanden Mogens Preisz varetog de eksterne forpligtelser i union, forbund og over for kommunen og lokalpressen. Andre varetog det praktiske navnligt blandt andre Bent Normann i hans tid som laugets rekvisitmester. Kombinationen Mogens, der fik ideerne til blandt andet et utal af nationale og internationale stævner, og Bent, der kunne få noget fra hånden, gjorde, at andre kunne koncentrere sig om at yde deres bedste til træning og til stævner. Andre igen varetog ungdoms- og begyndertræningen. Og det skortede da heller ikke på resultater i den periode.
Resultaterne gjorde Lyngby Bueskyttelaug til en af landets førende bueskytteklubber i tresserne og halvfjerdserne, og resultaterne gav genlyd i lokalpressen. Da Lyngby Stadion skulle udvides i 1976 blev lauget tildelt vores nuværende indendørs træningsbane med plads til 12 baner, en af landets største. Alle nye tiltag i dansk bueskydning, såsom oprettelse af juniorklasser i slutningen af tresserne og oprettelsen af minijuniorklasser i starten af halvfjerdserne samt indførelsen af jagt- og feltskydning, var mere eller mindre udsprunget fra Lyngby Bueskyttelaug, så vi gabte modsat de fleste andre bueklubber over alle former for bueskydning i lauget. Alle former for bueskydning har lige siden kunnet dyrkes i Lyngby Bueskyttelaug, og lauget har stort set lige siden været landets største med et medlemtal på over 100.
I slutningen af halvfjerserne slog jagt- og feltskydningen for alvor igennem i lauget. De første skridt var blevet taget af det senere æresmedlem Ulrik Henriques, der sammen med Mogens Preisz var primus motor ved terrænskydninger på Dyrehavegaards og Hvidegårdens jorde. Senere i starten af halvfjerdserne gjorde Ulrik et stort stykke arbejde i Dansk Bueskytteforbunds nystartede jagt- og feltudvalg.
Fra at have været en forening med medlemmer hovedsageligt fra Lyngby og den nærmeste omegn blev Laugets medlemskreds nu sammensat af medlemmer fra hele hovedstadsområdet. Dette skyldes primært to forhold. For det første var jagt- og feltskydningen ikke lige vel anset i alle bueskytteforeninger, og for det andet var Foreningen af Danske Buejægere (FADB), der var blevet stiftet i starten af 1980´erne, hovedsageligt sammensat af bestyrelsesmedlemmer, der også var medlemmer af Lyngby Bueskyttelaug (især Lars Thorup og Niels Tuxen). Lauget arrangerede fra 1979 den årlige Muldvarpejagt indendørs og fra 1983 den årlige Dyrehaverunde udendørs.
Den olympiske afdeling levede en mere anonym tilværelse på dette tidspunkt. Flere af de bedste skytter valgte desværre at skifte til andre foreninger. Også stævneaktiviteterne blev holdt på et meget lavt blus. Således ophørte lauget med at afholde årlige olympiske stævner inden- og udendørs i perioden 1976 - 1988 med enkelte undtagelser, idet der i 1982 blev afholdt sjællandsmesterskaber indendørs og i 1983 (Lyngby-pilen udendørs.
I perioden 1988 - 1991 blomstrede den olympiske afdeling igen op med afholdelse af flere velbesøgte indendørsstævner, og flere af laugets medlemmer gjorde sig gældende på landsholdet.
I forbindelse med Dansk Bueskytteforbunds 25 års jubilæumsstævne på Lyngby stadion i sommeren 1991 og den turbulente situation, der opstod, da det bliver klart, at stævnet bliver en økonomisk katastrofe, blandt andet fordi Dansk Bueskytteforbund ikke i første omgang ville vedkende sig deres ansvar, valgte de fleste olympiske skytter at forlade Lauget.
Jubilæumstævnet i 1991 var også et Grand prix-stævne og blev afholdt i et samarbejde mellem Lyngby Bueskyttelaug og Dansk Bueskytteforbund. Og hvor daværende formand John Merland, i samarbejde med en af lauget hyret dygtig advokat og hjulpet af Dansk Idrætsforbunds advokat, og to og en halv dag i Byretten, fik udvirket et kompromis, hvor Dansk Bueskytteforbund blev dømt til at betale cirka 450.000 kr. til de skadelidte hoteller osv. Dansk bueskytteforbund måtte sælge deres træningsejendom i Jylland for at skaffe pengene. Gælden var på 700.000 kr., men differencen blev i retten ikke godkendt som et beløb, der skulle betales! Lyngy-Taarbæk kommune betalte endvidere 50.000 kr., som de havde stillet som garantisum. Et sort kapitel i dansk bueskydnings historie, men som dog resulterede i, at Dansk drætsforbund fremover betingede sig, at man deltog i den økonomiske planlægning i forbindelse med danske klubbers internationale stævner.
Der opstår en ny forening i Jægersborg primært af tidligere Lyngbyskytter. Andre går til naboforeninger. En trofast skare bliver dog tilbage og fører lauget videre.